CSR - WagyuPushers sociale ansvar

Oksekød og miljøet

Som udgangspunkt er det svært at argumentere for, at salg af oksekød har en positiv indvirkning på miljøet, herunder udledning af drivhusgasser, og isoleret set er dette også korrekt. Men vi handler ikke en hvilken som helst type kød; vi sælger det bedste wagyu-kød, som verden har at byde på. Wagyu-kød er modsat almindeligt oksekød ikke noget, som de fleste spiser særlig ofte. Vi går hos WagyuPusher ind for, at der generelt skal spises mindre kød og skrues langt ned for produktion af “hverdags”-oksekød, men at folk i stedet skal spise et rigtig godt stykke wagyu-kød, når der endelig er kød på menuen.

På denne måde forsøger vi at ændre danskernes kødvaner, så folk fremfor at spise oksekød en eller flere gange om ugen måske går ned til at spise wagyu-kød få gange om måneden. De mere hyppige og - i hvert fald smagsmæssigt - tvivlsomme kødoplevelser, der nok mere har til formål at mætte end at give forbrugeren en imponerende gastronomisk oplevelse, skal erstattes af en sjældnere smagsoplevelse. Sådan en oplevelse får du ved at spise wagyu-kød i stedet for almindeligt oksekød.

I den ideelle verden, hvor vores mission om at spise mindre, men bedre kød, lykkes, vil efterspørgslen på- og produktionen af oksekød falde, hvilket samlet set vil formindske miljøbelastningen afledt af opdræt- og produktion af oksekød.

Vi hører ofte fra flere af vores kunder, at de efter at have smagt vores wagyu-kød ikke kan “gå tilbage” til at spise almindeligt oksekød igen. De har simpelthen - hvilket vi er utrolig stolte af - haft en super smagsoplevelse, der har mindsket lysten til at spise almindeligt oksekød. Så vi føler, at vi allerede er godt på vej til at ændre vores kunders spisevaner til det bedre. Der er selvfølgelig lang vej endnu, men Rom blev ikke bygget på én dag. Så vi klør på med at få spredt budskabet omkring wagyu-kød og stopper ikke, før vi har fået danskerne til at vælge at spise bøffer fra wagyu-kvæg lejlighedsvis i stedet for at spise almindeligt oksekød på fast basis.

Dyrevelfærd

Det særlige ved wagyu-kvægracen - udover generne, som gør kvæget særligt disponeret for udvikling af den karakteristiske intramuskulære fedt - er, at dyrevelfærd er utrolig højt på agendaen hos de producenter, vi forhandler wagyu fra. Og kød smager bare bedre, når det kommer fra dyr, der har haft et godt liv.

Vores wagyu-kvæg lever et langt liv, da kvæget tidligst bliver slagtet i en alder af 36 måneder. I det relativt lange liv går kvæget frit rundt på de frodige marker og bakkeskråninger i Australien og Japan. Kvæget er kun i stalden om natten, og når kvæget skal fodres. Wagyu-kvæget får en særlig hormon- og GMO-fri diæt, der primært består af korn og majs, som producenten oftest selv gror på de omkringliggende marker. Den nøje afstemte diæt sikrer sammen med wagyu-generne, at kvæget udvikler den optimale intramuskulære fedtmarmorering.

Vi bekæmper madspild

Hos WagyuPusher gør vi alt i vores magt for at bekæmpe madspild. Helt konkret bruger vi alt på kvæget. Når vi håndskærer bøffer, som kunderne bestiller, vil der nemlig altid blive mindre endestykker tilovers, ligesom der vil være fedtstykker og afpuds fra nogle af vores udskæringer. Fedt og sener smelter vi om til wagyu stegefedt, der er perfekt at bruge som fedtstof til stegning af kød og grøntsager og giver en fantastisk smag af wagyu.

Derudover køber vi rent faktisk også fedt ind fra vores wagyu-producent, der kommer tilovers ved slagtning, og som de ikke selv kan bruge til noget. I stedet for at fedtet kasseres, køber vi det ind og bruger til sauce og til at lave stegefedt.

Vores overskydende, mindre stykker wagyu, der bliver tilovers, når vi skærer bøffer, fryser vi ind og sælger som overskuds-wagyu. De mindre stykker egner sig utrolig godt til at bruge i pastaretter eller som appetizers.

Som noget nyt kan du også finde os på TooGoodToGo, hvor “skæve” bøffer, overskudssstykker mv. bliver solgt.

Med andre ord smider vi altså ikke så meget som et gram ud.

Hvad kan du gøre?

Du kan bidrage til at spise mindre, men bedre, ved at prøve vores wagyu-kød. For når du først har smagt det, så er vi ret sikre på, at du fremover vil foretrække wagyu-kød over almindeligt oksekød.

Derudover kan du genbruge vores emballage, da vi i henhold til fødevarelovgivningen desværre ikke må tage emballage retur. Vi sender kødet i flamingokasser pakket med køleelement, som du selv kan bruge, hvis du skal holde fødevarer kolde.

    Indkøbskurv (0)
    Ingen varer i kurven.
    Andre købte også
      Beregn forsendelse